Vi er nogle stykker i den lokale Round Table, der er ret bekymrede for fremtiden i Danmark, og det har fået flere af so til at se nærmere på muligheden for at immigrere til et bedre forretningsmæssigt klima. Vi tror ganske enkelt ikke længere på at Danmarks vej mod ruin kan undgås. Med et konstant stigende antal mennesker på offentlig forsørgelse simultant med krav om lavere arbejdstid og mere i løn er det nu indlysende for alle, der kan regne, at ballonen revner snart. Men hvor galt kommer det til at gå?
Vil vi se horder af arbejdsløse uden boliger frekventere herbergerne? Vil danske familier ende som tiggere? og vil de sidste produktionsvirksomheder trække stikket i Danmark og søge mod lande, hvor det stadig er muligt at benytte arbejdskraft, der faktisk vil arbejde? Eller hvad vil der ske? Har du set dette input også?
Det første, jeg lagde mærke til nytårsmorgen, var, at vores postkasse var ødelagt af fyrværkeri, og da jeg kiggede ned ad vejen, kunne jeg se, at naboernes postkasser også var ødelagt. Det var ærgerligt, men vores postkasse var gammel og trængte til udskiftning, så alt i alt var hærværk på vores postkasse ikke det værste, der kunne ske.
Da min mand stod op, blev vi enige om at kigge på nettet og finde en egnet ny postkasse, men først skulle vi have morgenmad, og nytårsmorgen har vi en tradition med at kombinere morgenmaden og frokosten.
Jeg havde fået en OBH gryde i julegave, den blev indviet til de blødkogte æg, og da jeg igen glædede mig over det lækre design, nævnte jeg for min mand, at han godt måtte forære mig en OBH pande, næste gang han syntes, at jeg skulle forkæles.
Efter det lækre måltid gik vi på nettet og fandt hurtigt en pæn postkasse, som passede til vores smag, den blev bestilt, og vi ville modtage den i løbet af fem dage. Mens jeg gik i køkkenet og hældte vand i vores Saeco espressomaskine til en god kop espresso, surfede min mand rundt på den internetside, hvor vi havde bestilt en postkasse, men jeg tænkte egentlig ikke over, hvorfor han ikke lukkede ned.
Først fem dage senere, da vores postkasse ankom, blev jeg klar over, at min mand sammen med den nye postkasse havde bestilt en OBH pande, for, som han grinende sagde, “en pande er jo et personligt redskab til kvinden ved køkkengryderne!”
Vores nabos kone er temmelig meget alene, for hendes mand er maskinmester på et meget stort fragtskib og er derfor normalt væk på job flere måneder af gangen. Til gengæld har hun ham så hjemme et par måneder i træk, før han igen skal af sted ud på de store have.
Lige i øjeblikket er han hjemme, og det er noget af en prøvelse for både nabokonen og mig, når han og min mand begynder at snakke om alt det tekniske i sådan et stort skib. Min mand er ingeniør og forstår derfor den tekniske snak, som maskinmesteren disker op med.
Som for eksempel i aftes, da han over en drink hos os fortalte om, hvordan maskinen i skibet havde opført sig underligt, fordi der var opstået et forkert differenstryk i noget hydraulisk. Min mand spurgte, om man da ikke kunne afsløre det med et manometer, og selvfølgelig kunne man det, men det viste ikke noget om, hvad der startede problemet.
Det havde vist sig, at der var brugt en olie med forkert viskositet, men det afsløredes først, da man havde kombineret resultaterne fra en temperaturmåler og et Ph meter. Tallene var ikke, som de skulle være, så man havde udskiftet den eksisterende temperaturføler med en ny Pt 100, som gav en bedre styring i systemet.
Nabokonen og jeg rystede opgivende på hovedet og lod mændene snakke deres tekniske sprog. De væltede sig i udtryk som flowmeter og niveaumåler, så vi opgav at følge med og gav os til at tale om tøjmode.
Som pilot i den civile luftfart har jeg i årenes løb fløjet mange tusinde turister på ferie i Bulgarien og mange andre lande. Jeg har altid godt kunnet lide at stå i spidsen for den type personbefordring, fordi det i næsten alle tilfælde er forventningsfulde og glade mennesker, man skal befordre på disse rejser til Bulgarien.
Det er dog kun de senere år, at jeg har været fast tilknyttet vores flyvninger til Bulgarien, som jo er et forholdsvis nyt feriemål. Før den tid fløj jeg primært selskabets rejser til Tyrkiet, hvor jeg også selv nyder at komme. Dog kun i arbejdsmæssig sammenhæng, for når man rejser til Antalya så tit, som jeg gør – flere gange om ugen – er det ikke længere så attraktivt selv at holde ferie i Antalya. Men min begejstring for Tyrkiet som ferieland er der dog, så for et par år siden tog min kone og jeg på en ferie i Alanya, som er lidt anderledes end det Antalya, jeg kender så godt fra den gang, jeg fløj dertil flere gange om ugen.
Sidste år fik vores flyselskab også kontrakt på rejser til Cypern med et af de større, danske rejsebureauer. Selv har jeg ikke som pilot endnu fløjet på Cypern, men som medarbejder får man naturligt nok en klækkelig rabat på flyvningen, når man selv skal på ferie, så min kone og jeg valgte sidste år at holde ferie på Cypern. Det var en ny og dejlig oplevelse og bliver ikke vores sidste ferie på Cypern.