Min kollega, Mikkel, er nok noget af det mest nærige, jeg nogensinde har mødt. Han er berømt for at snige sig uden om alt, hvad der koster penge, og han er i hvert fald ikke den, der kan finde på at give en omgang i et hyggeligt lag.
Hans nærighed meldte sig igen forleden dag, da vi i frokostpausen kom til at tale om forsikringer, som de fleste af os var enige om blev et stadigt mere tyngende punkt på budgettet. Den direkte anledning til snakken var, at Lars havde valgt at købe en knallert til at køre frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads på. Han syntes, at det efterhånden var blevet for dyrt at køre i bil. Han nævnte, at bare en lovpligtig knallertforsikring i hans øjne var temmelig dyr, selv om den kun dækker ansvar.
Så talte vi løst og fast om forsikringer, og en af de andre nævnte, at bortset fra de helt lovpligtige forsikringer som husforsikring med branddækning, mente han også, at der var forskellige forsikringer, man bare er nødt til at have, når man er en familie. For eksempel kunne han ikke forestille, at familien ikke skulle være dækket ind af en ulykkesforsikring, for er uheldet ude, kan der stå virkeligt mange penge på spil.
Så var det, at Mikkel nærmest lidt nedladende sagde, at det var da noget pjat, for vi har jo den offentlige sygesikring til at tage sig af eventuelle personskader. Han ville i hvert fald ikke ofre penge på den slags.
Der gemmer sig en dreng i enhver voksen mand. Det bliver jeg ofte mindet om, for det gælder i hvert fald også min gemal, der næsten kan sitre af spænding, når han skal pakke et eller andet teknisk apparat ud og have det tilsluttet – eventuelt efter først at have samlet det.
Han elsker den slags, og det er selvfølgelig til min fordel, for jeg kan i de fleste tilfælde ikke finde ud af sådan noget teknik.
Sådan var det også i går, da vi havde været i byen for at købe den espressomaskine, som vi længe har ønsket os. Vi holder de fleste af vores ferier i Italien, og vi holder begge meget af en god kop espresso, men hidtil har vi været tilbageholdende med selv at investere i sådan en maskine, fordi vi godt er klar over, at stemningen og omgivelserne også spiller ind. Vi har med andre ord været i tvivl om, at en kop espresso kan smage lige så godt hjemme i vores egen stue, som den gør på en fortovscafe i Rom.
Men nu havde vi i julegave fået et gavekort til en isenkramforretning, så nu skulle det altså være. Vi tog ind til forretningen for at kigge på espressomaskiner og fandt også en model, som vi syntes passede til vores behov.
I isenkramforretningen havde de et tilbud på en Philips ismaskine, og da vores gavekort var noget større end prisen på espressomaskinen, følte vi os meget fristede til at købe ismaskinen også. Det er nok igen vores hang til at holde ferie i Italien, der spillede ind her, for vi elsker italiensk is, og den er nu en gang nemmere at fremstille i en rigtig ismaskine. Og så talte vi også om, at det kunne være rigtig hyggeligt, når vores to børnebørn kommer på besøg, selv at lave lækker is sammen med dem.
Så det blev altså til både en espressomaskine og en ismaskine på indkøbsturen i går. Og da vi kom hjem kunne det slet ikke gå hurtigt nok for min mand at få pakket maskinerne ud og få dem afprøvet.
Vi havde da heldigvis husket at købe en pose af de specielle kaffebønner, som egner sig til espresso, med hjem fra indkøbsturen, for vi skulle selvfølgelig have lavet to kopper espresso som det første, efter at min mand havde fået pakket maskinen ud og sat den til i stikkontakten.
Vi fik hurtigt lavet et par kopper, og heldigvis smagte de helt som ønsket. Det var lækkert at kunne drikke en kop rigtig espresso i sit eget hjem.
Selv om det var en billig ismaskine, vi havde købt, fulgte der et lille hæfte med opskrifter på is med i købet. Min man satte sig til at læse nogle af opskrifterne, og han fik travlt med at kigge i køleskab og andre steder for at se, om vi mon havde alle de ingredienser, der skal bruges til at lave is.
Det havde vi ikke, så den hjemmelavede is måtte altså vente til dagen efter.
Det var et forrygende vintervejr i sidste uge, og allerværst var det om onsdagen, som tilfældigvis var den dag, min kone havde en tid hos sin tandlæge på Frederiksberg. For et par år siden flyttede vi fra vores ejerlejlighed gennem mange år i København til et dejligt hus i Slagelse, men trods flytningen ville min kone gerne beholde sin tandlæge, som hun har gået hos i ret mange år. Derfor kører hun ind til Frederiksberg en gang hvert halve år for at konsultere tandlægen, og hun plejer at kombinere besøget med nogle indkøb i de butikker i København, som hun yndede at handle i, mens vi boede der.
Men nu var vejret sådan, at hun ikke brød sig om at køre bil selv, så jeg lovede at køre hende gennem det voldsomme snefog ind til storbyen. Turen blev nu ikke helt så slem, som jeg havde ventet, men det var hundekoldt, så jeg valgte at vente i tandlægens venteværelse, mens min kone var til det regelmæssige eftersyn.
Jeg kiggede lidt i de blade og brochurer, som lå i venteværelset, og jeg blev noget overrasket over at finde en reklame for en billig tandlæge i København, som tilbød hvad reklamen lovede var det både bedste og billigste implantat i København.
Forklaringen på den overraskende reklame fik jeg af tandlægen, da min kone var færdig. Det viste sig nemlig at være en klinik, som min kones tandlæge samarbejder med, når en patient skal have et implantat, som min kones tandlæge ikke selv udfører.